Kasserede eller overskydende tryksager, etiketter, plakater og andet papir bliver til flotte og fantastiske tasker i hænderne på håndfletterne hos Ecoist. Hver taske er unik, og taskefletterne er heller ikke hvem som helst. Det er fattige kvinder - ofte uden uddannelse - der fremstiller dem hjemme eller i små produktionsenheder i blandt andet Mexico og Peru.
Det sker efter fair trade-principper, så de får en retfærdig betaling for deres varer og mulighed for en bedre tilværelse. Som prikken over i’et planter Ecoist et træ for hver taske, der bliver solgt.